Let og luftig strik, 100 gram garn og kun hulstrik!
på forlaget PRO-SIT og af Lisbeth Degn og Paulette Adams. 198,-
Bogens forside. |
Min første tanker var: endnu en strikkebog med modeller til
at kopiere – og dem er der da udkommet ret mange af for tiden. Og videre tænkte
jeg: så hvorfor nu det?
Heldigvis
vil Lisbeth og Paulette mere end at sælge færdige, kopierbare modeller og
erkender at de er ”strikkenørder”. Heldigvis.
For det
første starter de med et herligt dogme: max 100 gram garn og KUN hulstrik. ( For
mig er det positivt, at de ikke har kaldt det hulmønstre, kniplingsstrik eller
lignende, der kan signalere ”femininitet og romantik”,- eller endnu værre: ”pyssenysset
-strik”)
Dernæst har
dogmet betydet, at de var nødt til at eksperimentere med modeller, mønstringer
og garner. Mange af eksperimenterne er
gennemgået i boget, som en opfordring til læseren (brugeren) om yderligere
afprøvninger, nyudvikling af hulstrik, eksperimenter med forskellige garner
osv. mm. Det er efter min mening super godt! De viser endda, hvordan
strikkeprøver kan anvendes på en sjov og fin måde: som overtræk til vaser, - en
ekstra nytteværdi af de nødvendige og for mange forhadte strikkeprøver.
Arbejdet har
resulteret i 25 nye modeller og endnu flere strikkeprøver, der også er
beskrevet udførligt med billede og opskrift.
Langt de
fleste af modellerne i bogen er enkle og fine: flere lette tørklæder, sjaler,
sommerbluser, en poncho og en sjælevarmer mv.
Det virker dejligt at garn og struktur får lov at dominere. Jeg er
personligt ikke til hulstrik, og slet ikke til kniplingsstrik, men faldt
alligevel for et par designs, som jeg bare må strikke.
Modellerne
er vist på ”helt almindelig” rigtige og dejlige kvinder- ikke på åleslanke,
formfuldendte fotomodeller, hvilket selv min ægtefælle bemærkede… og det er
ment som en kompliment! En stort plus, at man kan se hvordan en strikmodel
tager sig ud ”i virkeligheden”.
Her er mit
eneste hjertesuk: det er flot med enkelheden, men når der alligevel anvendes
vendestrik andre steder, hvorfor så ikke sørge for den optimale pasform i
halsudskæring på de to modeller, der har rundt bæretykke? Min erfaring er, at
en bluse sidder skidt i halsen, når der ikke er forskel på for og bag. Det
kunne være løst ganske let i opskriften med nogle få vendinger, så udskæringen
blev dybere foran.
Det er en
skam for så flot og gennemført et bogarbejde.
De nævnte modeller |
Bogens
layout er rigtig indbydende: lækker papirkvalitet, gennemført opsætning med
smukke fotos og med fantastisk fine farvespil, som er videreført i garnnuancerne
på de mange strukturprøver, der heldigvis fylder lige så meget som modellerne.
Jeg synes
det er en dejlig og super anvendelig strikkebog- ikke mindst på grund af
eksperimenterne og opfordringer til samme, men også på grund af den omhu der
ligger i at vise og forklare strikkeprøverne og i at beskrive materialer og
efterbehandlinger. At Lisbeth og Paulette er kompetente designere med stor
viden om materialerne fornægter sig heller ikke her.
Det er absolut en bog, der kan anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar