tirsdag den 18. december 2018

Fra KNIPLING til STRIK

Årets første udstilling fra GEMérne: 

"Fra Knipling til Strik"  på Textilmuseet i Herning 

Kom til fernisering på særudstillingen Fra Knipling til Strik som er lavet af gruppen GEM’erne - Garn-Elskende Mesdames. Ved ferniseringen er museet vært for en lille forfriskning og man har mulighed for at møde nogle af GEM’erne. 

Alle er velkomne, og arrangementet er gratis.

Kan man strikke en knipling? Det ser næsten sådan ud, når en gruppe strikke-eksperter har bestemt sig for at ”oversætte” Tønderegnens spindelvævs-tynde kniplinger til nye, håndstrikkede beklædningsstykker. 
 

GEM'erne er gået i gemmerne på landets kulturinstitutioner for at finde inspiration i det gamle: det gode håndværk, lavet af kvinder med styr på teknikken og af solide materialer. I denne udstilling har de ”oversat” Tønderegnens spindelvævs-tynde kniplinger til nye, håndstrikkede beklædningsstykker.

Kniplingskunsten i Tønder var mellem 1600 og 1800-tallet en stærk industri, og siden blev den holdt i live som egnstradition. I den kommende særudstilling vil man se ornamenterne gå igen, sammen med imponerende tekniske færdigheder.
Fra knipling til Strik tilbyder masser af inspiration til egne strikkeprojekter. Har man beundret værkernes tekniske detaljer, er der mulighed for at tage ved lære af mestrene. 

Der afholdes følgende workshops med GEM’erne:

26. januar: Strikkede pulsvarmere med biser og hulmønster v. Emmy Hansen. Se mere her: https://museummidtjylland.dk/events/workshop-strikkede-pulsvarmere/


9. februar: Fine finesser og delikate detaljer i dit strikketøj v. Hanne Pjedsted
2. marts: Hjemmestrik – nej tak, Håndstrik – ja tak v. Else Lindgaard Jørgensen

Særudstillingen Fra knipling til strik åbner på Tekstilmuseet torsdag d. 10. januar og kan ses frem til d. 17. marts 2019. Læs mere om udstillingen her: https://museummidtjylland.dk/fra-knipling-til-strik/

Billederne er fra udstillingen i Tønder.

søndag den 18. november 2018

Kalender for forår 2019

OG, - jeg kan jo lige så godt lægge en foreløbig kalender ind vedr. workshops og herlige strikkefester, som jeg deltage i med workshops i foråret 2019

Hermed en kalender( foreløbig... måske kommer der flere til(smil)


Januar:  
26.-27. Vadehavscenteret. "Finesser", "Snoninger" og "Monteringer"( inkl. opklip). 

Februar:  
3/2: Bibl NV, Rentemestervej : Foredrag ( ”Hvad er det dog”) og workshop: Finesser i dit strikketøj". 

5/2. Juelsminde: "Finesser + lidt monteringer".
                      
9/2: Herning Textilmuseet: " Fine finesser" (under planlægning)

Marts:    
9/3 Fiberfest i Ry: "Flotte halsudskæringer" mm.(formiddag)


Maj:     
25/5-26/5 : Uldgården, Tarm—workshops fra 10- 15.50. "Finesser" og "Flerfarvestrik".

Juni:              
15/6: Strikkecamp, Korsør. 2 x workshop: "Fine finesser" og "Flot facon"
 

Workshops forår 2019

2019 byder på masser af strik...også over flere dage, hvor man virkelig kan "nørde igennem". Jeg er med blandt andet her:


26.-27. januar: Vadehavscenteret v. Ribe, 

Strikke - Hæklefest

En “garnfed weekend” i unikke rammer på Vadehavscentret og Ungdomshøjskolen ved Ribe. 
Lørdag d. 26. og søndag d. 27. januar 2019
Se en masse om "festen" på http://www.bettina-holmquist.dk/strikkefest/


Weekend  25.-26. maj: 
Uldgården,  Fjerbækvej 12, Vostrup, 6880 Tarm,  tilbyder to workshops, dage:
1. dag: ”Fine finesser i dit strikketøj”
Workshoppen vil handle om teknikker som pæne kanter, fine knaphuller, særlige/ anderledes opslagninger og aflukninger og om flotte halsudskæringer, hvor vi lukker af ”uden hakker”, strikker masker op langs kanten og får et flot finish.
Det er alle sammen teknikker, som skal bruges i stort set alt strikketøj uanset om det er egen model eller efter opskrift. Vi som strikkere lægger vægt på at finesserne er vigtige for, at vi kan kalde vores strik for ”håndstrik”.
Vi vil hele dagen ”nørde” lidt med pinde og garn og nyde det.Fine finesser  og detaljer


2. dag: ”Flerfarvestrik”
Her skal vi arbejde med gobelinstrik, og med fair-isle teknikker (også kaldet ”norske mønstre” eller ”hønsestrik”).
Trådene på bagsiden skal naturligvis ligge pænt, og man kan ”vævestrikke” lange tråde ind, så eks. børn ikke får fingrene ind i dem.
Farveskiftene skal selvfølgelig være flotte, og vi prøver at strikke frem og tilbage på retsiden af arbejdet a la Kaffe Fassett…samt afprøver magiske garnnøgler, som vi selv vinder op på små mønstre, vi designer og tegner op på maskepapir. Her må gerne ( læs bare: skal) leges med farver og mønstre.


Se meget mere på: 
http://uldgaarden.dk/butik/fine-finesser-dit-strikketoej-workshop/

Senere  skriver jeg  nye indlæg med flere oplysninger om blandt andet Strikkecamp i Korsør i juni og  andre arrangementer.

mandag den 29. oktober 2018

Strikkecafe i Brejning

søndag den 25. november på Café Brejning.


 Naturligvis skal vores fine nye cafe også rumme en dag med STRIK, pinde og masser af garn. Så vi arrangerer en strikkecafé, der er åben for alle
SØNDAG DEN 25. november mellem 13 og 16.
Tag dit strikketøj med, og lad os hygge os sammen, mens vi strikker løs, deler erfaringer og nyder lidt godt at spise og drikke.
 
 Strikkecafeen er et åbent arrangement, så der bliver ikke en egentlig undervisning, men jeg øser gerne ud af mine erfaringer og hjælper efter bedste evne med at løse de små tekniske problemer i strikketøjet, som man måske slås lidt med. Vi kan jo alle sammen lære noget nyt. 

Og måske kan vi finde ud af at lave flere arrangementer i cafeen med pinde og garn og strik!


Jeg tager mod tilmeldinger på hanne@designstrik.dk  (Bare så vi ved lidt om, hvor mange vi bliver), - skriv evt. om der er særlige tekniske ting, som du gerne vil have, at vi tager fat i. Så tager vi en snak om det i fællesskab, hvis vi skønner at det har fælles interesse.
 Med strikkeglad hilsen Hanne Pjedsted ( som også bor her i Brejning).

Du kan se lidt om mig på  www.designstrik.dk / blog: http://blog.designstrik.dk og på Facebook siden  ”designstrik.dk”.


NB: og hækletøj er naturligvis lige så velkomment.  SES VI???

onsdag den 26. september 2018

Efterårets kurser og workshops 2018

Så er også Fanø Strikkefestival forbi. 
Først Bornholm i strålende vejr i starten af september.. med solfyldte feriedage, workshops og foredrag og i sidste weekend Fanø, også med strående vejr, dog en anden slags (blæst og regn)og oversvømmede gader.
Her kan man sige humor: Gågaden ender... ja da: der skal svømmes videre!
 Og det har været begge ture værd: dejlige timer med søde og energiske deltagere... så selv om man er træt når man er hjemme igen, er det med rigtig god følelse. 1000 tak til Jer alle sammen. I har være fantastiske kursister og jeg har nydt det!
Dagene på Fanø endte med en flot, flot efterårsdag ved stranden

Jeg lovede jeg nogen af Jer at lægge mine arrangementer på bloggen, så her kommer en slags kalender for resten af efteråret og begyndelsen af 2019.
Min lille "tørklædeudstilling " på skolen i Nordby, Fanø
Efterårets kurser og workshops kommer her: 

 4/10 : Strik med fine finesser på Vejen Bibliotek. (fra 18.30)
 1/11 : Skab facon i dit strikketøj, Andkær Fritidsforening)(19-22)
 3/11 : Strik patent, også i 2 farver, Kolding Husflid (fra 10-15)
 4/11 : Beregninger til egen model, FOF ØstFyn,Kerteminde (10-14.30)
 8/11 : AOF, Strikkeforeningen Middelfart, foredrag + strik(19-21)
17/11:  Fine finesser i arbejdet og i montering, Vamdrup (10-15)
 2/12 : Flerfarvet strik, Kerteminde (10-14.30)
 4/12 : Dobbeltstrik, Kolding Husflid ( fra 18.30)

...og derefter trænger jeg sikkert til juleferie!
Man kan ikke tilmelde sig direkte hos mig, men hos de respektive arrangører.
Fantastisk med sådan et efterår... til at blive strikkeglad af!

lørdag den 16. juni 2018

Udstilling i Tønder

På fredag, 22/6 åbner GEMérne en udstilling i samarbejde med Kulturhistorisk Museum i Tønder:
 "Fra knipling til strik". Her viser jeg blot et par enkelte af mine egne ting.
 Det ser ud til at blive en fin udstilling, både m h til farver og genstande. Og med ikke færre end 35 "værker", store som små.
Og med både fine, grove, lette og sjove "kniplinger" i strik.
Det vil glæde mig at se nogle af mine strikkende veninder og venner dernede.
NB: udstillingen kommer til Herning til Texilmuseet i januar 2019.

lørdag den 7. april 2018

Anmeldelse af ny strikkebog


”Den store bog med strikkede monstre” af Rebecca Danger, udgivet af forlaget Dream Litt og oversat af Dina Hvidgaard.

Så har hun gjort det igen, Rebecca Danger: udgivet en kvadratisk strikkebog med opskrifter og teknikker til ”strikkede monstre”
Hun kalder bogen ” Den store bog med strikkede monstre” med en undertitel ”- elskelige små gavtyve af garn”. Format 23 x 23 cm og med i alt små 80 sider. Fine billeder og masser af de små personlige kommentarer, som gør bogen både sjov og – samtidig, efter min personlige mening - lidt for poppet/ naiv i sin skrivestil.

Der er i hvert afsnit en ny figur med en beskrivelse af ”monstret og dets natur/ temperament” osv. I et afsnit er der skrevet henvisninger til citat ”store stjerner som ”Audrey Hepburn, Marilyn Monroe, Sofia Loren…” m fl.  Og det er ikke fortællinger til børn, men til min generation af gråhårede strikkere, bedstemødre-genrationen.  

Den er bestemt ikke skrevet til mindre børn, for opskrifter og teknikker er for svære til små fingre, men til barnlige sjæle, der elsker at lege med strikkepinde og garn, -vel at mærke til de strikkere, der ikke selv vil kreere fra bunden. Til gengæld vil mange af ”monstrene” nok tale til de mindre børn, der ikke er til pussenusse-dyr og - bamser, selv om den pink/ lyserøde farve er flittig brugt. Jeg har i hvert fald børnebørn mellem 3-6 år, der elsker ”søde og bløde monstre”, der tåler at blive kastet lidt rundt med, taget med i haven, på trampolinen osv.

Teknikkerne er fint beskrevet, opskrifterne udførligt lavet og med en flot konsekvens i opsætning og beskrivelse. Og der er maser af gode billeder som henvisninger.

Til gengæld bliver jeg lidt ærgerlig over at der i afsnittet s. 5 ”Strikkeanvisninger” skrives om gode garner og hvor der lidt efter bemærkes, at : citat ”Garnerne kan være svære at opdrive i Danmark desværre, men der findes masser af gode alternativer”.

En rigtig god konsekvens af disse bemærkninger ville jo være, at der i sidste afsnit om ”Materialer”( s. 79) så netop var en henvisning til, hvad der kan købes af tilsvarende kvaliteter her i Danmark. Men her er alene henvist til udenlandske / vist amerikanske firmaer(?) via deres hjemmesider.

Det er skam, for vi har både fantastiske garnforretninger og – firmaer i rundt om i hele Danmark og masser af garn-internetbutikker både i landet og i Europa, så vi ikke behøver over Atlanten for at indkøbe garn med risiko for ekstra høje priser grundet told.

 Hvis man ikke vil tage arbejdet med at henvise til danske garnfirmaer/ - butikker, kunne man måske med fordel bare ”slette” henvisningerne og lade strikkerne selv finde ” de gode kvaliteter.

Uagtet dette, så er her er strikkebog, som i det mindste må stå på biblioteker og i design- og håndværksfagets lokaler på skoler og i fritidshjem.. hvor større børn med hjælp fra erfarne voksne strikkere  måske vil kunne få idéer til egne ”monstre” og lyst til at strikke. Men så let som at strikke en hue, det er de nu ikke.  


torsdag den 5. april 2018

Workshop i Børkop


STRIK I KULTURHUSET MARKANT, BØRKOP


Den 15. april mel. kl. 10-15: 2 strikke-workshops, mad og hygge!

I workshop 1 sætter Hanne Pjedsted fokus på: Teknikker, bl.a. fine kanter, knaphuller, montering.

I workshop 2 ser vi på: fair isle, gobelinstrik og meget andet.

 Alle deltager i begge workshops.


Vi mødes – drikker kaffe – får en let frokost – og frem for alt strikker sammen i dejlige omgivelser.

Deltagerbetaling KUN 150,- og tilmelding i BUTIK UNIQA, Ågade 2, 7080 Børkop
På telefon 51369460  eller mail clausen396@gmail.com.

Betaling kan ske på Mobile Pay 51 36 94 60, og når der er betalt er din plads sikret.


onsdag den 14. marts 2018

Garnkvalitet FAIRWOOL

Garn kan have utrolig mange forskellige kvaliteter: varmende, kølende, blødt, elsastisk osv osv.
Jeg har fået foræret et par bundter ØKOLOGISK merino-lammeuld: "Fairwool". Det er total lækkert: lidt "fedt" og mega blødt. 320m / 100 gram.
Garnet er økologisk spundet og farver er det samme. (Mit er nu ufarvet, men jo heller ikke bleget med kemikalier osv.)
Garnet er fremstillet i Europa,- ikke så dårligt heller.
Det stammer fra en forhandler på Samsø, og selvfølgelig kan de købes der, ..på en ø som ønsker at være bæredygtig på alle måder.  
Jeg glæder mig til at afprøve det, så der kommer mere om garnet og dets kvaliteter senere.

Jeg  vil godt reklamere for at vi i langt højere rad beruger økologiske materialer det, og synes det er så lækkert at det er værd at nævne. 
Se mere om produktet på hjemmesiden, hvor det kan købes. http://fairwool.dk

mandag den 5. marts 2018

Steder på nettet, hvor man kan finde maser af den inspiration til strik



Mit foretrukne inspirationssted er PINTEREST.dk. Her er i tusindvis af skønne opslagstavler og "pins", som man kan gemme. Jeg har oprettet en del opslagstavler, så jeg kan finde min inspiration igen.. for ellers drukner de hurtigt i alt for mange muligheder.Og jeg har valgt, at blot én opslagstavle handler om andet end STRIK!!

Jeg har f.eks en opslagstavle, der handler om "kniplings strik"- mærkværdigvis( smil)...  den 22. juni åbner GEMérne en udstilling af strik med inspiration fra Tønderegnens gamle kniplinger. Vi kan ikke strikke kniplinger, der ligner de originale som "kopier", men lade os inspirere og skabe nye designs. Unika naturligvis.

Et glimt af det seneste værk. Et sjal/ en miniponcho i tyndt alpaka.
 Tråden set i forhold til en tryk-bluant
 Min mønsterkombination

Og sjalet, endnu ikke vaske og spændt ud. spændende om det bliver mere jævnt i det glatstrikkede.

Lige andre "netsteder", der kan bruges som inspiration.
Rigtig god fornøjelse... hvis du har lyst til at "tørstrikke", for nettet tager tid!

Ravelry.com


fredag den 23. februar 2018

Halsrør med "skyggestrik"

Med tusind tak for en dejlig aften til deltagerne på biblioteket i Varde i går kommer her som lovet billeder af mit halsrør i  "skyggestrik", der jo bare er ret og vrang strikket rundt i striber.
Jeg har strikket det i fin merino-uld fra G(ULD)i Ravning ved Vejle... lækkert og blødt og håndfarvet. Der er gået knap 50 gram  af hver farve til halsrøret, i garn med en løbelængde på ca. 210 m/ 50 gram.
Udfoldet ser tørklædet sådan ud:
Jeg har strikket efter den samme opskrift i flere udgaver... herunder i rester af blødt strømpegarn i grå, hvid og koksgrå og med en aflukning i en kontrastfarve. Der gives jo massevis af variationsmuligheder.  
Og herunder igen en udgave strikket i en blanding af uld og  bomuld... jeg kalder det et forårs-og sommergarn.
Kanterne er tofarvede i både opslagning og aflukning. Bare en sjov detalje, der viser, at man skal lege med sine tekniker og sine farver.

Grundopskriften kan købes direkte hos mig for 35 kr. 
Mail til hanne@designstrik.dk. jeg skal nok prøve at svare hurtigt.

torsdag den 22. februar 2018

Færdig model til "Kniplingsstrik"

Så blev endnu et værk til årets "Kniplingsstrik" til museet  færdig.
Sweateren er strikket i Easy Care Big, 100% blød merino og jeg valgte et mønster, der er ret enkelt, strikket på p 5. 
Sweateren måtte gerne stå "enkel og lidt rå " trods mønsteret med "feminine huller", så det var vigtigt at vælge en overflade uden relationer til blomster og blade mm.

Valgt mønster blev dette, som danner lodrette og enkle " flettede bånd" med huller. 

Jeg valgte at forstærke udtrykket med huller i de nederste kanter på bul og ærmer ved at hækle en række fastmasker rundt i kanten med ekstra masker i "hullerne". Det ligner en "muslingekant" uden at blive alt for "tøset"

Og sådan kom sweateren til at se ud.. på mig.
Jeg synes, det er temmelig umuligt at tage "selfies" uden at se totalt tosset ud, - men det er nu forsøgt alligevel. Og sweateren kan man da se, selv lidt af den nederste kant i højre hjørne. 

 En stor tak til Lucas fra www.hobbii.dk for sponsorat af garn.

mandag den 12. februar 2018

Vinterstrik

Ind imellem kniplingsstrik og afprøvninger var der lige plads til lidt vinterstrik til husbonden.
 
Hans nye oilskins-jakke trængte til en hue og et tørklæde, der klædte den mørke olivengrønne farve bedre.
Det blev til en hue og til et halsrør med mange små mønstereffekter.
Hyggeligt at lege med strikketøj på bilture mm.

og jeg kunne ikke lade være med at bruge en rustrød og lave en lille "dut" øverst på huen. Der er ternet for i jakken, hvor der også er striber i lyse grønne og rustrød. 

Nyt kniplingsmønster

Endnu et mønster, strikket op i Easy Care Big. 
Jeg synes nu ikke det er helt så "kniplingsagtigt" som jeg ønsker det... måske bedre i et tyndt, glat garn som f.eks hør.
fint at have afprøvet, men jeg går nok tilbage til et af de andre mønstre.

lørdag den 10. februar 2018

Så heldig

Ja.. man kan være heldig. Nogen vinder i konkurrencer, andre i lotto.
Jeg har fået sponsoreret garn til et af mine kommende værker til "Kniplingsstrik" på Tønder Museum: Easy Big Care, fra www.hobbii.dk.


Garnet er super lækkert, blødt og 100% ren, ny merino.

Jeg valgte den helt lyse, næsten "snehvide",for i den lyse farve er mønstre tydelige.

 Lige nu afprøves forskellige kniplingsmønstre i garnet for at finde det, som jeg bedst kan lide og som egner sig til en "lidt grov sweater".

Mønsteret skal være tydeligt og tæt på de "tønderske kniplinger", så mønsteret lige ovenover her er ikke det bedste.


Måske vælger jeg dette, måske det med næstøverste?
Man kan for resten lige se på prøven her, at jeg stadig har maskerne på pinden... prøverne er bare spændt ud, ikke "blogget" rigtigt endnu.
Det kommer senere. 
Måske skal der laves flere prøver... og så resterer jo alle beregninger, beslutninger om kanter osv.osv. og selve strikkearbejdet. Herligt!!


torsdag den 8. februar 2018

Strik Bornholm i september 2018

Det er bare herligt.
Jeg glæder mig til at gense vores skønne ø og en masse dejlige strikkere.

fredag den 2. februar 2018

S.O.S bluse. Nu med opskrift

Jeg har fået en opfordring til at lave opskrift til denne bluse, som var en del af GEMérnes S.O.S udstilling: Strikkede OlmerStriber.
Garnet på modellen er fra Henricksens Uldspinderi i Skive. 
  
Er du interesseret, så send en mail til mig. Skriv direkte til hanne@designstik.dk
Stribemønsteret i den lille trekant kan jo varieres på tusinde måde. Knapperne på modellen er slået. Strik et lille stykke med ønskede striber, stryg vleseline på bagsiden og få knapperne lavet på en "knapmaskine". Alternativt kan der hækles små knapper om en ring af garn/ snor. (Man behøver ikke knappe op for at få blusen på!!)




søndag den 28. januar 2018

Video om at strikke masker op i en lænkekant

Jeg var så heldig, at Vibeke Leighton optog en lille video, hvor jeg dels strikke masker op i en lænkekant... hvilket jeg bruger på mange af de tørklæder, som jeg har udarbejdet opskrifter til.
Og desuden lavede vi en lille video af hvordan man strikker et lille rundt knaphul

 MEN: jeg kan ikke finde ud af af at gemme dem og lægge dem ind her,så de kan indtil videre kun ses på min Facebook-side: Hanne Pjedsted-Rasmussen.
Måske får jeg lært det den dag ( hmmm!)

torsdag den 18. januar 2018

Værk til Seriøst strik... for sjov

Her kan jeg vist godt afsløre mit værk.. som komme på udstilling via "Seriøst strik.. for sjov".
Årets udstillingstema er "snørklede snoninger i grønt" og mit værk er en poncho som jeg kalder Fafner, den giftige drage. 
 
Jeg har strikket med både regelmæssige vikingesnoninger(på ærmedelene) og lidt vilde snørklede snoninger, der danner krat og drage på ryg- og forstykker.
 Spændende om den passe modtageren... det er en julegave ...2018!
Planen over udstillingssteder kommer vist senere på strikke-foreningens hjemmeside.

Inspiration i januar

TexStilmessen i Vejle blev besøgt i mandags. Det er altid dejligt at være omgivet  af stof og især af garn, nye strikmodeller, tilbehør osv. 
Sort og sort. også til de mindstes hæklede kondisko. Herligt!

Og inspirationskilder må man jo gerne fotografere, så her er et par bileder fra messens "torv", hvor man kan se nogle af de farver, som vi må forvente at se i løbet af året.  
Tøsefarver, i lyse rosa, luserøde og lilla/ "bærfarver"

 Der var forbavsende får mennesker , da jeg besøgte messen, men dagen før skulle der have været mange og forhandlerne fortalte, at der blev solgt ligesom tidligere. ( Måske var det bare udsigt til sne, der får folk til at bruge en søndag i stedet!!)
Og tilsyneladende strikkes der lige så meget som " der plejer". Og så må der også strikkes her!