mandag den 23. december 2013

My Boshi. og en julehilsen 2013

Så er der snart rigtig julefred! Travlheden med  indkøb, hjemmegjorte gaver osv. er overstået. Og forhåbentlig rigtig godt alle vegne.
 Lige før alle pakker var færdige med bånd og til-fra kort osv.tog jeg dette billede, og det gav en fin anledning til at sende Jer alle en hilsen med: 

Alle ønsker om en rigtig glædelig jul til jer.

Her bliver den rolig og stille og med tid til mindre traveture(foden driller stadig en smule), gode bøger og masser af strikketøj! Og det ser jeg meget frem til. 
Før-jul er altså så hektisk en periode, når man er en stor familie. Herligt og anstrengende på samme tid(smil). 

Det lykkedes at fange et enkelt af de 4 børnebørn med sin MY Boshi hue på. Det var umuligt at fotografere alle 4 på én gang, når der tumles rundt. Det må jeg have til gode til en anden dag. men de passede. Så herligt.

  

søndag den 15. december 2013

My boshi

I denne søde.. osv. er det herligt at kunne fremstille en del af gaverne selv. Og - forhåbentlig- vækker de fleste af dem glæde. 
Børnebørnene får i hvert fald en lille ekstra gave hver... når vi alle sammen mødes før jul og ønsker hinanden glædelig jul og udveksler gaver , hygger osv.
Det blev til 4 huer i 3 størrelser.
Det har været sjovt at hækle huerne- og jeg er stadig mega glad for at det alene var en fod, der tog skade af mit lille stunt fra stigen.
Derudover er det super skønt at have haft tid til at lave gaverne!
Lilletøsen skal naturligvis have en hue, der kan matche spenceren/ kjolen som jeg strikkede. (Der var masser af restegarn i begge farver!)

 Tvillingernes er helt ens i størrelse, men med hver sin farveholdning og lillebror får lidt mere farve på sin helt egen! 


Den lille hæklede cirkel er blevet en slags "varemærke fra Bedste".

Efter hækleperioden har den stå stået på lidt genoptræning af min fod og så  en masse smågaver som strikkede tørklæder, benvarmere, pulsvarmere osv. 
Total hygge og nydelse... for mig! 

torsdag den 28. november 2013

Lillepigens spencer

Så fik jeg lidt tid til at strikke privat- igen. En brækket fod giver heldigvis andre muligheder, når der nu hverken må traves, løbes eller cykles rund.
- det var godt, at mit lille stumt ikke gik ud over hænderne! Lidt heldig har man da lov at være.

Herlig en gang imellem ikke at skulle tænke på beregninger, opskrift-arbejdet og notater undervejs, men bare at kunne lade sig inspirere og strikke "intuitivt".
 
Inspirationen kom fra husbondens butterfly! Med herligt lille vævestrikket mønster i bærestykket og kanter rundt i hals og ærmegab  med tynd I-cord.
Nederdelen skulle også have mønster,- her i Jaquard-strik i samme to farver... og  strikket oppefra og ned med lidt tykkere pind nederst, så lidt af vidden for neden gives af større masker.
Og nu er det så spændende om den passer prinsessen, som fylder 2 år.      

torsdag den 21. november 2013

Lillepige i Bedstes strik


Trøjen passer jo den unge dame. Hun kunne vist kun stå stille i 3 sekunder! Og dejligt at se hende med trøjen på.

onsdag den 20. november 2013

Lænkekanter

Et par strikkere har spurgt til mine lænkekanter over 2 masker og der kommer en lille beskrivelse af dem her.
Jeg bruger 2 masker i hver side på arbejder, hvor der IKKE efterfølgende skal sys sammen og især hvor jeg strikker i ret rillestrikning eller i perlestrik. Et eksempel er mine vikle-pulsvarmere. 
Kanten ligner en "halv hestetømme" , også kaldet en I- cord og ligger som 2 masker glat - fordelt på med én på forsiden og én på bagsiden af arbejdet. 
Jeg har prøvet at fotografere det her ( ikke så let at fotografere og samtidig holde strikketøjet, så man kan se, hvad der foregår)
De 2 første  og de to sidste masker på hver vrangside pind tages vrang løst af  med garnet foran maskerne. Dvs. at garnet hænger 2 masker inde, når der vendes efter en vrangpind.
På alle retsidepinde strikkes de to første OG de to sidste masker ret. 

Her kan lænkekanten ses på både ret- og vrangsiden.
Ved stribestrikning kan man skjule den følgetråde, der bliver ved større spring mellem "kontrastfarvens striber" ved at lægge den ind i lænkekanten. Så behøver man ikke bryde garnet for hver stribe og man undgår en masse endehæftninger! 
Det har jeg udnyttet på et tørklæde (Det er i øvrigt strikket efter et papirmønster- men herom senere!)

Bagsien kan også blive rigtig pæn når man efterfølgende  strikker masker op i den lænkekantmaske, der ligge på bagsiden. (Jeg strikker gennem begge maskeled) 
Se bare bagsiden her: der er strikket masker på langs den mest sorte trekant! Den er da vist OK.
Godt man kan strikke selv om foden er brækket. Ellers ville 6 uger være ulkidelige og jeg ville blive utålelig for mine omgivelser!

fredag den 8. november 2013

Strik på Rønde højskole

Herligt at der allerede er forespørgsler på priser på højskoleugen med STRIK på Rønde Højskole:
Det koster mellem 2.500 ( uden logi, men med alt andet inkl., undtagen drikkevarer til maden) 
og op til 4.525 hvis man er til eneværelse med bad.

Dobbeltværelse med bad fælles med andet værelse kan gøres for 3.8000 og med bad på gangen bare 2.700/ person... igen alt inklusive undtagen drikkevarer til maden.
Det er da ok priser. 

Se tekst om indholdet her:
Rønde højskole, strik på sommerkursus

Man kan skrive til dem her:  post@rhe.dk


Måske kan man bare bo i sin campingvogn!!

Helt specifikt er priserne som nedenstående ( oplyst via mail):


A: Enkeltværelse - med eget bad/ toilet: kr. 4.525
B: Dobbeltværelse - med eget bad/ toilet: kr. 3.925
C: Enkeltværelse - 2 værelser deler bad/toilet: kr. 4.275
D: Dobbeltværelse - 2 værelser deler bad/toilet: kr. 3.800
E: Enkeltværelse - 4 værelser deler 2 bad/toilet: kr. 4.375
F: Dobbeltværelse - 4 værelser deler 2 bad/toilet: kr. 3.850
G: Enkeltværelse - bad/toilet på gangen: kr. 3.100
H: Dobbeltværelse - bad/toilet på gangen: kr. 2.700
I: Sørger selv for logi: kr. 2.500
J: Flersengsrum

Alt inklusivt - undtagen drikkevarer til maden!!!

torsdag den 7. november 2013

Strik og design på RØNDE højskole

Forkæl dig selv med en fantastisk julegave... eller ønsk den af familien:
En uge på højskole med håndstrik!!

Kurset er arrangeret i samarbejde med Danmarks Håndarbejdslærerforening og foregår på Rønde Højskole.. tæt ved den skønne Århus Bugt og de flotte Mols Bjerge.

Her tilbydes: 
en uge med strik og design:5.-11. juli 2014!
Jeg underviser i samme uge, som vores super dygtige broderiekspert, Bettina Andersen, der arbejder med fri hånd- og maskinbroderi.  

Jeg står for "strik og design"og vi har arrangeret det som en række tematiske workshops plus en eftermiddag med åbent strikkeværksted. Dertil kommer et fælles foredrag om strik,- både med et kulturhistorisk nedslag, men især med vægt på "STRIK  anno 2014" og de nye tiltag, vi oplever for tiden.  
Og endelig etablerer vi en aften med strikkecafé, naturligvis også for skolens øvrige deltagere!!

Det bliver en  hel uge med pinde i hænderne i selskab med andre strikkeentusiaster...totalt herlig!

Efter introduktionen vil vi komme omkring nye opslagninger og aflukning, mønstringer med ret/ vrang,  strukturmønstre, to farver med mange muligheder, flerfarvestrik (fair isle,- teknikker som Kaffe Fassett og Christel Seyfarth bruger) og slutter med finesser som flotte kanter, pæne knaphuller og fine monteringer mv..
Og vi slutter selvfølgelig med at vise alle de øvrige højskolekursister hvad vi har begået!!

Skolen skriver:
Elsker du at få nye ideer og omsætte dem til virkelighed med strikkepindene? Her får du mulighed for at fordybe dig i strikkeuniverset sammen med andre strikkere. Du kan suge til dig af andres viden og ekspertise i en sjov og hyggelig atmosfære.
Dette kursus henvender sig både til dig, der elsker at strikke og gerne vil lære nye teknikker og detaljer – men også til dig, som er begynder og har brug for viden til at komme i gang.
Kursusleder Hanne Pjedsted vil hver dag komme med oplæg, så nye teknikker og detaljer kan afprøves. Det kunne være nye måder at starte og slutte et strikkearbejde på, sjove strukturer i strikkefladen, flerfarve-strik, beregninger og modelarbejde.  Desuden bliver der mulighed for at få hjælp til påbegyndt arbejde.
Det bliver nogle fantastiske dage og jeg glæder mig rigtig meget til det!!

tirsdag den 5. november 2013

Mere leg med to farver

Et slips eller en butterfly hører til dresscoden, når vi er inviteret til jule-jubilæums-fejring i festtøj.  Og hvad gør man som strikker, når manden står og mangler en butterfly til sit jakkesæt? 
Man starter på "nettet" og ser sig omkring. der er masser at købe! 
Mørkegrøn/navyblå/rød strikket butterfly
Jeg var noget overrasket over at se, at der også fandtes flere udgaver af en strikket butterfly (Firmaet skriver "strikket" selv om man viser en, der er hæklet!!). Men helt ærligt... de var hverken sjove eller særligt pæne.
Og hvad gør konen så: beslutter, at den laver hun selv... bare for sjov!
 
Christian var noget overrasket over at se den færdig og var ret positiv!
Strikket i Arwetta, mønsteret er "vævestrikning" i to farver, aubergine og naturhvid. Sjovt lille strikketøj! Og fint, men sent mønster at strikke.

mandag den 28. oktober 2013

Gave til Grønlandsfarer

Jeg havde aldrig regnet med at skulle strikke en "Sarah Lund-sweater" men når nu ønsket er kommet, så kan man jo lige...
Og den  forhåbentlig glade modtager har fødselsdag lige om lidt!
Sweateren er i øvrigt en gave som tak for en herlig posefuld moskusokseuld, som jeg håber på at få spundet inden jul!! 

Naturligvis måtte jeg skabe et andet og mere "personligt" mønster for ikke at kopiere den model, som er kopieret i tusindvis. Det lykkedes vist meget godt! 
Så her er en rigtig "forbrydelsen trøje" ,- en ægte "Camillasweater", strikket i alpaka- og merinould og så er den unge dame i øvrigt er ansat ved Politiet!

tirsdag den 22. oktober 2013

Fra køb af knap til trøjemodel

Det begyndte med nogle rigtig søde knapper, som jeg måtte købe, for de ville passer præcist til en lille tøsetrøje til mit yngste barnebarn.

Bagefter måtte der så findes garn i farver dertil og valget faldt på tyndt merinould. Super blødt og lækkert!

Derefter designet: raglanærmer og retstrik i striber uden system. (Det er faktisk sværere end man skulle tro, for vi er ret så gode til at skabe systemer og regelmæssig-heder!)
Jeg valgte retstrik fordi det er så fleksibelt og dermed bliver trøjen let at give tøsen på.

Og raglanfacon, men med "runding" i den øverste del af bærestykket. Det virker fint, og naturligvis med 2 maskers lænkekant langs forkanterne ... hvor jeg bagefter strikkede masker op til knapkant og knaphulskant igennem begge maskeled i den bageste af lænkemaskerne, så både for og bagside blev helt ok pæne. Det dur!!



tirsdag den 8. oktober 2013

Strik med magisk løkke

En forespørgsel på, hvordan man strikke med magisk løkke har fået mig til at fotografere processen.(video er altså svært at lave uden et par ekstra hænder- det må komme en dag, når nogen har tid til det!!)

Pinden: skal være lang- hellere 80 – 100 cm end 40 – 60. Den skal være så lang, at der kan dannes løkker to steder på pinden og der strikkes så rundt MELLEM disse løkker.

Strik med magisk løkke er super fint til at strikke rundt på et lille ærme, en sok eller en pulsvarmer uden 5 strømpepinde og uden sammensyning bagefter. 
Og den er uundværlig ved flerfarvestrik på mindre arbejder!

Gør sådan: slå det ønskede maskeantal op.
Fordel maskerne med halvdelen ud for hver pindespids, dvs. at der trækkes en løkke af wiren ud midt i arbejdet. Sæt en markør ved omgangens start!
Løkke trukket ud midt i opslagningsmaskerne 

1. Strik nu de masker, der sidder modsat opslagningsenden. Strik de første masker ligesom du ville gøre på strømpepinde.... 
(På billedet nedenfor er det maskerne på den halvdel der er øverst, som skal strikkes!!)
Maskerne ved pindespidserne

2. Strik nu den ene halvdel af maskerne. 
Maskerne fra 1. halve omgang i gang .Læg mærke til hvor opslagningsenden er og at arbejdet nu er "bundet sammen"!

3. Træk så den anden ende af pinden kort, så du kan strikke de øvrige masker.

Den første halvdel af omgangens masker er strikket, den anden endnu ikke!! opslagningsenden sidder i modsat ende.
Gentag disse to trin.

Når det først "er i hænderne" er det en ret let måde at strikke rundt på over få masker. Også til noget så tosset som julekugler!!! 
(Godt der er laaaang tid til jul - endnu!!

torsdag den 3. oktober 2013

Ny model til Filcolana

Så blev den næste model for Filcolana færdig, .. næsten, for jeg har endnu ikke syet knapper på. Det en helt traditionel cardigan med raglan,sådan én man ikke kan undvære til forår og sommer.

Trøjen er let, strikket i New Zealand Lammeuld - den vejer i str. M kun 180 gram!! 
Jeg har strikket forkanterne med mange små knaphuller, så man kan placere knapperne efter ønske og behov... 2 og 2, 1 og 3, et i hvert lille hul osv. i hvert fald må der gerne leges med placeringen.Modellen præsenteres sandsynligvis på TexStilmessen i Vejle i januar ( lukket messe for garnforretningene) - i hvert fald ikke før. Opskriften er forhåbentlig klar på hjemmesiden www.filcolana.dk til den tid.

tirsdag den 1. oktober 2013

Endnu en beskrivelse af tofarvet mønster

Som lovet:
Her er beskrivelse af et andet tofarvet mønster med "fangmasker/ lange masker, der trækkes op fra fladen nedenunder.


Guirlandemønster: (maskeantal delbart med 7 + 2).
Pind 1 og 2 med farve A: glatstrik
Pind 3 og 4 med farve B: ret( = 1 retrille)
Pind 5 og 6: med farve A: glatstrik
Pind 7 og 8: med farve B: ret( = 1 retrille)

Pind 9 med farve A:
*strik 3 ret, ”spring 2 masker over” og fang en maske fra pinden nede i 1. retrille ( gennem hele strikketøjet) og træk en lang løkke op, 1 ret, 1 vrang løs af med garnet bag pinden (den er i farve B), 2 ret og fang igen en maske i samme hul som før og træk en lang løkke* Gentag * til * og slut med 2 ret.
Pind 10, farve A: 2 vrang,* 2 vrang sammen (masken og løkken), 1 vrang, tag den løse maske af med garnet foran arbejdet, 1 vrang, 2 vrang sammen, 2 vrang*. Gentag fra * til *. 

Gentag disse 10 pinde. 

P 9 er altså korrekt, selv om det virker forkert at der er  1 m før og 2 m efter "de lange masker". Det hænger sammen med at der strikkes alm. vrang sammen på næste p og at den højre m så lægger sig over den venstre!!( og modsat på retsiden)
PRØV selv. Maskerne på p 9 kan jo trækkes op både oven over og under "retrille-linjen".Og leg så videre!!!
Masker må man gerne manipulere med!!

mandag den 23. september 2013

Fanøstrikkefestival

Strålende vejr og glade strikkere  forsamlet- på vej, i kø og i strikkesnak. Igen en strikkefestival, hvor man møder de dejligste mennesker- med pinde i hånden og garn i kurven.
Her er "Seriøst strik... for sjov" på vej i dobbeltdækkerbus!
 En tak til mine kursister på "2 farver- mange muligheder" lørdag og på "Skab dine egne strukturer" søndag.
Især søndag var en fantastisk dag- 6 lektioner giver både ro og mulighed for rigtig fordybelse- og det nød jeg virkelig meget!
Jeg fik også lidt tid til at kigge lidt her og der, -udstillingen med "magiske materialer" i Rindby Forsamlingshus var en fornøjelse.
Og overalt selvfølgelig snakkende, smilende, strikkende kvinder.
Fin festival.. og godt at det holdt tørvejr- ellers havde dannelser af ventende gjort dagene forfærdelige!! flere steder måtte der "lukkes ind i hold", så standholdere kunne holde timerne ud.et forsamlingshus kan blive stopfyldt og megavarmt på "no time"


tirsdag den 17. september 2013

Vendestrik

En skøn tur til Bornholm er netop gennemført: med tusind tak til Grete for invitationen og til de herlige deltagere i Hasle.
Det var virkelig dejlige dage. Og vejret var med os- lige til hjemturen. Men så kom der også gang i bølgerne!(Det er godt man er søstærk!!)

Vendestrik- brugt til et kvadrat a la "domino. men slået op forneden og lukket af langs venstre kant!!det giver mulighed for 2 halvdele i hver sin farve- og til en diagonal i en kontrastfarve.

Her er strikke en cirkel med to farver... sjovt som der dannes små pletter når en farve "møder sig selv".
Selvfølgelig kan "vendestrik" bruges til at danne strukturer i strikkefladen, men også til sjove former, så nye idéer opstår. 

Og sidst: min "wingspam" med større og større trekanter brugt som lille tørklæde!

onsdag den 11. september 2013

Strikkemønster i 2 faver

Jeg lovede at lægge en beskrivelse af dette mønster ind på bloggen. Og her kommer den så.

Tofarvet blomstermønster: (delbart med 4 + 1 masker) 
(1. p= retsiden)
1.p. farve A: 2 ret, * 3 ret (1 ret, slå om, 1 ret) i næste maske, 3 ret*. Gentag fra * til. Slut med parentesen, og med kun 2 ret!

2.p: farve B: 2 vrang, *3 vrang løs af med garnet foran m, 3 vrang*. Gentag * til *. Slut med kun 2 vrang!

3. p: farve B: 1 ret,*2 ret sammen, 1 vrang løs af med garnet bag masken, 2 sammen som: 1 løs af, 1 ret, træk den løse over, 1 ret. Gent. fra * til *
.
4. p, farve A: 4 vrang, * 1 vrang løs af med garnet foran masken, 3 vrang*. Gentag * til *. Slut med 1 vrang

5.p, farve 1 A: 1 ret, * 3 ret, 3 r (1 ret, slå om, 1 ret) i næste maske*. Gentag fra * til *, slut med 4 ret.

6. p, farve B: 4 vrang, * 3vrang løs af med garnet foran maskerne, 3 vrang*. Gentag * til *. Slut med 1 vrang

7. p, farve B: 1 ret, * 2 ret, 2 ret sammen, 1 vrang løs af med garnet bag masken, 2 sammen som: 1 løs af, 1 ret, træk den løse over*. Gentag * til * og slut med 3 ret

8. p, farve A: 2 vrang, 1 vrang løs af med garnet foran masken, *3 vrang, 1 vrang løs af med garnet foran masken, 1 vrang *. Gentag * til *.  slut med 1 vrang.


Gentag disse 8 pinde.

Rigtig god arbejdslyst

fredag den 6. september 2013

2 farver- igen

Det er så sjovt at se, hvor mange forskellige måder, man kan bruge 2 farver på. Lige nu står den endda bare på sort og hvid (som jo er ikke-farver, i "kulør-kategorier"!)

Pulsvarmere/ håndledsvarmere er på programmet for tiden. Vi har i foreningen "Seriøst strik... for sjov" strikket pulsvarmere til kræftramte kvinder på Vejle Sygehus,- og indtil nu er der samlet 107 ½ par! Det er jo fantastisk og jeg ved, at der er flere på vej.

Mine sidste er "vikle-pulsvarmere" a la fisker-håndleds-beskyttere.
Jeg kunne ikke lade være med at lege "Rasmus modsat" m h til placering af hvid og sort! Til sidst fik de lige en rød/sort glasperle som "stopper" på heste-tømme snoren - eller "prikken over i-ét".

torsdag den 5. september 2013

Fanø-strikkefestival er lige om lidt!!

Jeg glæder mig- rigtig meget!.
"Seriøst strik... for sjov" tager en fælles tur derover - med en dobbeltdækkerbus. Det er hamrende spændende om den kan komme om bord på færgen!! Og bussen er fyldt op med forventningsfulde, strikkeglade kvinder! 

Jeg tror, at nogle af min læsere skal med( som ikke-medlemmer) ... måske fra Silkeborg kl 7.30, måske fra Give l 8.20. derfor denne besked til jer:

Vi har fået besked om at brugsen i Give  ikke ligefrem har en masse P- pladser, så vi ( og busselskabet) beder om at

 vi mødes på BØGETORVET I GIVE- kl 8.20. 

der er P pladser( gratis) langs kirkegårdsmuren!
Og I kan finde Bøgetorvet i Give på Krak.dk  og andre kort.

Jo flere der kører sammen, des færre biler(smil)

 og send endelig besked til veninderne , som IKKE er medlemmer .
( jeg sætter også dette på vores face-book side og på min blog. 


bedste hilsner Hanne
Strikkeprøver til workshoppen: "2 farver- tusind muligheder"!!!
( jeg sætter muligvis opskriften på bloggen til dem senere!!)