torsdag den 2. februar 2017

strikketeknik, kantmasker


Vi kender det godt: kantens masker i vores strik bliver uregelmæssige, når vi strikker frem og tilbage. Og især ved et arbejde, som ikke skal syes sammen eller have kanter strikket på efterfølgende, synes de fleste af os vist, at kantens masker bare skal være pæne, for de ses jo!
Man kan arbejde med de yderste masker på rigtig mange måder. Sådan gør jeg, når maskerne skal danne arbejdets yderste kanter: 

Lænkekant- over én maske
1 metode: Lænkekanten er 1 maske, som stikkes ret i slutningen af pinden og tages vrang løs af ved starten af næste pind.(Masken er derved kun strikket på hver anden pind og danner en ”kæde” lodret)
2. metode: strik sidste maske vrang og tag første maske ret løs af med garnet bag masken.( Jeg bruger den sjældent, da den let kan blive løs i kanten).

Lænkekant over 2 masker
To masker der danner en lænkekant – bruges ved slidser, forkanter mv., hvor der ikke syes sammen efterfølgende. Maskerne strikkes kun på hver anden pind – i slutningen af pinden som 2 ret og i begyndelsen af næste pind tages begge masker vrang løs af med garnet foran maskerne. Maskeren strikkes altså kun på hver anden pind!
Derfor passer denne kant godt til strik i ret (ret på alle pinde/ retriller) og til perlestrik eller anden strik der trækker sammen i det lodrette plan. I glatstrik bliver den lidt for stram- og kanten forhindrer ikke at et glatstrikket arbejde ruller om til vrangen i siderne)!
Lænkekant over 2 masker. Arbejdet strikket i perlestrik
(Den ene maske ligger på retsiden, den anden r på vrangsiden af arbejdet)

Det kan gøres sådan:
I begyndelsen af alle pinde: strik de 2 første masker ret på alle pinde. 
I slutningen af alle pinde: tag de 2 sidste masker vrang løs af med garnet foran maskerne.

Eller sådan- og den er min foretrukne måde:
Alle retsidepinde: strik de 2 første OG de 2 sidste masker ret.
Alle vrangsidepinde: tag de 2 første OG de 2 sidste masker vrang løs af med garnet foran maskerne. (På de følgende pinde sidder garnet så i 3. maske- og det skal det!!) Stram garnet en smule når de to første masker stikkes, så bliver kanten pænest.
NB: når arbejdet skal lukkes af, strikkes de 2 første kantmasker ret sammen og de sidste 2 masker drejet ret sammen for  bevare kantens ene maske på vrangsiden af arbejdet!
3 maskers lænkekant.. her ses halvanden maske på for og bagsiden. Arbejdet strikket i retriller..


Lænkekant over 3 masker (lodret ”rullekant / en  I-cord kant)

Den er fin, hvor der ønskes en mere markeret og /eller bredere lodret kant.
Vrangsiden af arbejdet: strik 1 ret, tag de næste to masker vrang løs af med garnet foran maskerne (= flyt maskerne over på højre pind med garnet foran maskerne) strik pinden ud. Stram lidt, når de to masker er taget løst af) .Strik til de sidste 3 masker: 2 vrang løs af med garnet foran maskerne, 1 r.
Retsiden: Strik alle 3 kantmasker ret, både i starten og i slutningen af pinden (kantmaskerne er de sidste tre masker på pinden)

Herunder er 2 maskers lænkekant brugt på forkanterne på en barnetrøje, men selv på mine strikkeprøver benytter jeg den.
Til gengæld bruger jeg ikke lænkekanter langs kanter, der efterfølgende skal syes sammen. Meget mere om det en anden gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar